Offer som livsstil? Nej tak. De færreste vil have det mærkat på sig. De færreste bryder sig om at tænke om sig selv at de er ofre. Et offer er en, der er i den situation at vedkommende er offer. Oftest hører man ordet brugt i en lignende sætning: “Jeg er ikke offer!”
Alligevel går snakken lystigt om ordet “offer”, hvem der er de “rigtige” ofre og hvem der påtvinger andre offerrollen. Sjovt nok lader det til, at de der smider om sig med ordet “offer” bruger det i forbindelse med at kritisere andre for at misbruge det. Jeg har ikke lavet en opmåling, men jeg hører kun ordet blive brugt i forbindelse med kritik eller i få tilfælde som respons på andres kritik.
Som jeg forstår de såkaldte “blå feminister” – og jeg har ærlig talt haft lidt problemer med at forstå hvad det er de vil – er deres mål at gøre oprør mod den offerrolle, de har svært ved at se sig selv i. Det lyder umiddelbart meget fornuftigt. Jeg vil til enhver tid opfordre til at oprør, når man føler at man får en rolle påduttet af andre.
Men jeg kan godt blive lidt træt af dem, der hårdnakket benægter at diskrimination finder sted og derimod vredt råber op om at de i hvert fald ikke er ofre, skønt ingen har kaldt dem det. Ordet siger intet om offerets personlighed eller livsstil, kun om situationen de ufrivilligt er havnet i.
Personligt har jeg som sådan ret store problemer med, at se mig selv som offer – det er da klart! De fleste vil gerne se sig selv som et stærkt, rationelt og ligestillet individ. Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen sige at de finder sig godt tilpas i en offerrolle. Det er ikke underligt at “de blå feminister” især kæmper for at promovere dette menneskesyn, som er en integreret del af det liberale menneskesyn.
I debatkommentarer bliver eksempelvis KVINFO gang på gang udskældt for at presse offerroller ned over hovederne på de alle de kvinder de kan komme til. Det billede kan jeg ikke genkende. Jeg kan i det hele taget ikke komme i tanke om nogen der pådutter andre det mærkat. Til gengæld synes jeg det er dybt problematisk, at når en institution som KVINFO, der aktivt arbejder for ligestilling mellem kønnene, forsvarer og italesætter diskrimination af mennesker, bliver de klandret for at “gøre kvinder til ofre”.
Lad os lige slå en ting fast: Offerrollen er ikke en livsstil!
Ordet “offer” er blevet til en beskrivelse af et individ som svagt og passivt. Men det har intet på sig! I dag var jeg til en forelæsning om et ganske andet emne, men ph.d Robin May Schott formulerede noget meget relevant i stil med dette: “Et offer er en, der er i den situation af at være et offer”.
Man er ikke selv herre over alt hvad der kan ske en. Man kan ikke gardere sig mod at blive diskrimineret af systemet eller forulempet af en fremmed eller at blive kørt over! Det betyder hverken, at man er svag eller passiv. Det betyder heller ikke at offerrollen er kendetegnende for ens personlighed. Det betyder intet andet end at i den givne situation var man offer for et eller andet.
Selve ordet “offer” er hverken godt eller skidt. Det er neutralt.
Derfor er det endnu mere foruroligende, at man kan blive kritiseret for at være både elitær, snæversynet, dominerende og lettere nepotistisk, når man påpeger uligheder i samfundet. Det er i hvert fald ofte min oplevelse, når jeg læser afsporede kommentarer til ellers gode debatindlæg i udmærkede dagblade.
Det er ikke atypisk at se en feminist blive beskyldt for kun have øje for karrierekvinders vej til toppen, negligere indvandrerkvinders ligestillingskamp og ikke mindst diskriminerer kvinder ved at konsekvent at omtale dem som ofre. Skønt det er meget muligt at feministen rent faktisk engagerer sig i ligestillingskampen i modsætning til de fleste kommentatorer.
Kampen mod diskrimination er præget af mudderkastning om hvem der presser hvad ned over hovedet på hvem. Det må være muligt at afdække sager om reel diskrimination uden at måtte forvente den slags beskyldninger. Det er vist på tide at lytte til hinanden.